NHL: Jets slog endnu et tophold i kanonkamp

Tilskuerne i Winnipeg får forrygende underholdning for pengene for øjeblikket – og point på kontoen til “deres drenge” oven i købet. For fjerde gang på stribe vandt Jets hjemme i MTS Centre og for fjerde gang på stribe var det Jets, der trak det længste strå i overtid/straffe. 

For anden gang i træk blev det 5-4 over et af de absolutte tophold, for efter Nashville forleden, var det nu Boston, der stod for skud i Winnipeg.

Patrik Laine endte med at blive matchvinder i straffeslagene efter forrygende 65 minutters hockey, hvoraf Nikolaj Ehlers spillede et kvarter og nøjedes med at skyde en enkelt gang på mål. 

Brandon Tanev scorede to mål for Winnipeg i de første 40 minutter, hvor han var med til at bringe Winnipeg på 3-1. I tredje periode lancerede Boston et par glimrende comebacks og bed sig fast i haserne på hjemmeholdet. Torey Krug udlignede til 4-4 efter 48 minutter, og så måtte de to hold altså ud i straffe, hvor det blev til finsk matchvinder. 

Sejren betyder, at Winnipeg nu er fem point fra Nashville i toppen af Western Conference og måske har et lille håb om at levere det helt store grundspilskup. Jets spiller i hvert fald med stor selvtillid på vej ind i årets slutspil om Stanley Cup.