NHL: Jets sendt på juleferie med en snitter

Foto: Jan Korsgaard

Der var ikke meget positivt at tage med fra kampen for Winnipeg Jets, som tabte med 5-2 til New York Islanders i deres sidste kamp før NHL’s julepause.

Islanders vandt opgøret med 5-2 efter en fantastisk kamp fra 20-årige Mathew Barzal, som nettede tre gange i opgøret. Allerede efter to minutter og 20 sekunders spil førte værterne med 2-0 på mål af Anders Lee og Mathew Barzal, og den tidlige føring fik Jets aldrig modsvaret.

Tucker Poolman fik reduceret for Winnipeg godt midtvejs i første periode, da han kom på tavlen for første gang nogensinde i NHL. Nikolaj Ehlers fik den sekundære assist på målet og lavede dermed point for tredje kamp i træk.

Inden første periode var omme havde Barzal dog øget til 3-1, og i tredje periode fuldendte han sit hattrick med scoringen til 4-1. Det blev også 5-1 til Islanders, før Adam Lowry reducerede til slutresultatet 5-2 med halvandet minut igen.

Nikolaj Ehlers fik præcis 16 minutters spilletid og var ganske iøjnefaldende. Han blev noteret for tre skud på mål, to minutter i straffeboksen, et hit og -1 i plus/minus-statistikken.

Trods nederlaget ligger Winnipeg dog stadig et godt stykke over slutspilsstregen i Western Conference, og holdet kan erobre førstepladsen i Central Division før nytår.

Se Nikolaj Ehlers’ assist her: