NHL: Jets henter stjernecenter i stort trade

Winnipeg Jets vil spille en rolle i årets NHL-slutspil, og derfor har klubben hentet en massiv forstærkning på centerpositionen.

Det er lykkedes Nikolaj Ehlers’ klub at lande amerikanske Paul Stastny i en stor handel med St. Louis Blues. Jets giver et førsterundevalg og et konditionelt fjerderundevalg i årets draft, samt det amerikanske wingtalent Erik Foley for 32-årige Stastny.

St. Louis Blues har indvilliget i at betale halvdelen af Paul Stastnys løn. Det amerikansk-canadiske center har kontraktudløb til sommer.

Paul Stastny er en stor profil i NHL, hvor han i denne sæson står noteret for 40 point i 63 kampe for Blues. Han har i sin lange NHL-karriere lavet 633 point i 805 kampe.

Derudover var Paul Stastny med til at vinde OL-sølv med USA i 2010, men i NHL-sammenhæng er en conference-finale i 2016 hans bedste resultat.