NHL: Islanders storsejrede i kampen om New York

Der var ingen nåde, da New York Islanders lørdag gæstede Madison Square Garden og ærkerivalerne fra New York Rangers i kampen om at vinde håneretten i New York.

Islanders vandt opgøret med hele 7-2 blandt andet takket være en storkamp af den 20-årige rookie Mathew Barzal, som lavede fem point i opgøret.

Det var en anden ung Islanders-forward, den ligeledes 20-årige Anthony Beauvillier, der scorede kampens første mål efter seks minutters spil. Kevin Hayes fik bragt balance i regnskabet for værterne, men inden første periode var omme, havde Shane Prince med sit første sæsonmål sendt Islanders i front med 2-1.

Mathew Barzal trådte for alvor ind i rampelyset på Broadway i begyndelsen af anden periode, hvor han scorede to gange i løbet af periodens første fem minutter. To vigtige scoringer af den fremragende rookie, som tilføjede assister på kampens sidste to scoringer, da Islanders i slutningen af tredje periode øgede til slutresultatet 7-2.

En stor og vigtig sejr for Islanders, som har vundet seks af de seneste syv indbyrdes opgør mod Rangers. Der er nu kun et enkelt point mellem de to New York-klubber i tabellen, hvor Rangers altså har et lille forspring til bysbørnene i den tætte kamp om slutspilspladserne i Eastern Conference.