NHL: Islanders henter KHL-stjerne

New York Islanders har fundet en af de spillere, der skal være med til at lukke det hul, John Tavares har efterladt i klubbens offensiv.

Den tjekkiske center Jan Kovar har skrevet under på en et-årig kontrakt med klubben fra Long Island, og han skal således prøve kræfter med nordamerikansk ishockey for første gang i sin karriere.

28-årige Kovar har i de seneste fem sæsoner spillet i KHL, hvor han har været en stor profil. Tjekken har vundet to KHL-mesterskaber i sin tid i ligaen, og han har to gange været den bedst producerende udlænding i KHL.

Jan Kovars kontrakt med Islanders har ifølge Sportsnet en værdi af $2 millioner.

Kovar har spillet fem VM-turneringer for Tjekkiet og var med ved vinter-OL i Pyeongchang tidligere i år.