NHL: Islanders gør alt for at holde på John Tavares

Foto: Bridget Samuels

John Tavares er uden tvivl det varmeste navn overhovedet, der er ude som Free Agent i NHL for øjeblikket. 

Flere klubber, blandt andre Chicago Blackhawks, skulle have stor interesse i at tilknytte Tavares, der som bekendt altid har spillet hos New York Islanders. Det har superstjernen og Islanders ikke fået meget slutspilshockey ud af, og Islanders har forsøgt at lave om på sagen ved i første omgang at tilknytte General Manager Lou Lamoriello.

Den 75-årige “gamle ræv” fik vendt Toronto den rette vej igen, og går for at være noget af en mirakelmager.

Senest blev det meldt ud, at han gik efter Washingtons Phillip Grubauer til målmandsposten, og nu gør Lamoriello tilsyneladende alt for at holde på John Tavares. 

De to parter har nemlig forhandlet de seneste to uger, skriver TSN’s Hockey Insider Darren Dreger. 

– Realiteten er, at John Tavares og hans agent, Pat Brisson fra CAA Hockey, fokuserer på forhandlingerne med Islanders. Lou Lamoriello har kommunikeret dagligt med Brisson og Lamoriello har ligeledes talt ofte med Tavares om visionerne for at bygge et nyt Islanders, der er playoff-contender. Forhandlingerne kører, men hvis forhandlinger ikke går så godt, som Tavares håber i weekenden eller tidligt i næste uge, kunne man godt forestille sig, at Tavares for alvor afsøger markedet, siger Darren Dreger.

Interviewperioden for unrestricted free agents begynder 24. juni, og her kan andre klubber altså for alvor tage fat i Tavares – hvis ikke Islanders forinden har fået fisket ham til en ny kontrakt.