NHL: Har Chicago snøren ude efter Bødker?

Foto: Bridget Samuels

Mikkel Bødker har endnu ikke forlænget sin kontrakt Arizona Coyotes og står derfor til at blive fri på markedet efter denne sæson. Det får trade-rygter, som involverer den danske forward, til at blomstre.

Et af de seneste rygter er, at Chicago Blackhawks kan have udset sig Bødker som en mulig forstærkning frem mod slutspillet, hvor klubben skal forsøge at forsvare sin Stanley Cup-titel. Den normalt velunderrettede Pierre LeBrun sagde i den seneste udgave af TSN-programmet Insider Trading, at han ser Mikkel Bødker og Winnipeg Jets’ Andrew Ladd som spillere, der passer godt ind i Chicago.

Blackhawks har omkring fire millioner dollars at gøre med, før klubben rammer lønloftet. Mikkel Bødker har et caphit på $3,75 millioner, så de forsvarende mestre kan godt få plads til danskeren under lønloftet. Ifølge LeBrun er Chicago interesserede i Bødker, fordi klubben gerne vil have en forstærkning til venstre wing i førstekæden.

Det er endnu uvist, om Coyotes når at blive enige med Mikkel Bødker om en ny kontrakt før trade-deadline 29. februar. Sker det ikke, så vil den 26-årige dansker måske være den mest eftertragtede lejesvend – en spiller, som har kontrakt for resten af sæsonen og derfor bliver free agent – på markedet.

Bødker har i denne sæson lavet 37 point i 56 kampe for Arizona, og de fleste eksperter er af den opfattelse, at han vil kunne producere endnu bedre, hvis han kommer til at spille i kæde med bedre spillere, end dem han spiller sammen med i Coyotes. Derfor vil Bødker være interessant for alle klubber med Stanley Cup-drømme.

Det springende punkt i forhold til, om Mikkel Bødker eksempelvis havner i Chicago, bliver nok, hvilken pris Coyotes kræver for sin danske profil. Arizona vil nok gerne sikre sig både et talent og et højt draftvalg i en eventuel Bødker-handel, og det er ikke sikkert, at Blackhawks er villige til at betale så høj en pris.

Chicago kan nemlig få svært ved at forlænge samarbejdet med Mikkel Bødker, som ifølge TSN’s Darren Dreger formentlig vil kræve en årsløn på over fem millioner dollars fra næste sæson. Blackhawks kan nok ikke få plads til så høj en løn under lønloftet, og derfor må de nok indstille sig på, at Bødker kun vil stå til rådighed for klubben i resten af denne sæson få så at finde nye græsgange til sommer.

Det er altså endnu bare på rygteplan, at Mikkel Bødkers navn popper op, men snakken om danskeren vil formentlig tage til frem mod NHL’s trade-deadline, hvis ikke Bødker skriver under på en kontraktforlængelse med Arizona inden for den nærmeste fremtid.