NHL: Hansen gjorde comeback med assist

Jannik Hansen var i kamp for San Jose Sharks for første gang i næsten tre uger, og den rutinerede dansker spillede en fin comeback-kamp.

Der var målfest i Calgary, hvor Sharks var på besøg hos Flames. Gæsterne scorede hele syv gange og vandt opgøret med 7-4.

Den helt store spiller i kampen var San Joses nyerhvervelse Evander Kane, som scorede fire mål. Det var Kane, der for nogle uger siden var med til at skubbe Jannik Hansen ud af startopstillingen, da den canadiske forward kom til den californiske klub fra Buffalo Sabres.

Fredag var danskeren dog med til at starte Kanes målshow. Hansen fik en assist på åbningsmålet, hvor han sammen med Kane startede en kontra, som canadieren afsluttede.

Hansen fik 13:16 minutters istid og var +1. Mikkel Bødker spillede 13:15 minutter og blev ikke noteret for point, men kunne til gengæld glæde sig over at være +2.

Frans Nielsen og Detroit tabte igen, og det sidste flig af håb om playoff er efterhånden forsvundet.

Danskeren fik 17:48 minutter på isen for Red Wings og kunne notere sig -1 i plus/minus-rating i 2-4-nederlaget mod slutspilsjagende Anaheim.