NHL: Hall of Fame-højdepunktet var Martin Brodeurs tårevædede tale

I går blev yderligere fem medlemmer optaget i Hockey Hall of Fame i Toronto. 

En af dem var den klassiske målmand fra New Jersey, Martin Brodeur, der tog tre Stanley Cup-titler med New Jersey. Han leverede en hjerteskærende og meget fin tale, som du kan se herunder – hvor han blandt andet afslørede, at han som 14-årig var ved at stoppe med at spille ishockey. Det var hans bror, der hev ham tilbage i folden, og Brodeur står nu med en række målmandsrekorder – blandt andet 125 shutouts – som er “for evigheden”. 

Også den lille slider fra Tampa Bays storhedstid, Martin St. Louis, blev valgt ind. Han blev aldrig draftet, men nåede alligevel at vinde Stanley Cup og spiller over 1000 regular season-kampe i NHL.

Willie O’Ree var den første farvede spiller nogensinde i NHL. Han opnåede kun 45 kampe i ligaen, men var en “groundbreaker” for minoriteter, der gerne ville spille ishockey og talte godt og ofte om alles muligheder for at prøve sporten.

Summit Series i 1972 var en klassisk dyst mellem Canada og Sovjetunionen over otte kampe. Sovjets topscorer i den serie var Alexander Yakushev, der dermed blev en af få spillere, der kom ind Hockey Hall of Fame uden at have spillet en eneste NHL-kamp. 

Jayna Hefford er en af historiens største kvindelige ishockeyspillere med fire olympiske guldmedaljer og syv VM-titler på sit cv. Hefford er i dag leder af en verdens største kvindeligaer, CWHL og dermed stadig en markant skikkelse i sporten.

Gary Bettman er i den grad også i sporten stadigvæk, og NHL’s commissioner – daglige chef, om man vil – er i den grad en mand, der har sat sit præg på sporten. Siden han blev ansat i 1993, er NHL gået fra 24 til 31 hold, og Bettman har i den grad været “manden bag”. Han er den mand i nordamerikansk sport, der har været leder i længst tid og går altså nu ind i Hall of Fame. 

Men igen – det kan i den grad anbefales at bruge syv minutter med Martin Brodeur. Vi garanterer næsten en klump i halsen.