NHL: Hævet knæ stoppede Jaromir Jagr

Foto: Dinur

Et hævet knæ er medvirkende til, at Jaromir Jagrs formidable NHL-karriere formentlig er forbi.

Han manglede kun at spille 38 kampe for at tage rekorden for flest NHL-kampe nogensinde, men tidligere i denne uge blev Jaromir Jagr fritstillet af Calgary Flames. Dermed ser en fantastisk NHL-karriere, som begyndte i 1990, ud til at være forbi.

45-årige Jagr har skrevet kontrakt med sin egen klub, HC Kladno, som spiller i den næstbedste række i Tjekkiet for resten af indeværende sæson. De kommende måneder kan meget vel blive den tjekkiske legendes sidste som professionel ishockeyspiller, og det ser ud til at være alderen, der har indhentet Jaromir Jagr.

På sin Facebook-side fortæller tjekken i en besked til sine fans, at han i de seneste måneder har været skadesplaget. For to måneder siden hævede Jaromir Jagrs ene knæ op, og hævelsen har ikke fortaget sig. Derfor har den snart 46-årige wing kun skøjtet én gang i løbet af den seneste måned.

Jaromir Jagr nåede i denne sæson at spille 22 kampe for Calgary Flames, men han har ikke været i kamp for klubben siden nytår. I søndags placerede Flames så Jagr på waiveren, og i mandags blev kontrakten i realiteten ophævet, da ingen andre klubber valgte at tilknytte Jagr.

Jaromir Jagr var i gang med sin 24. sæson i NHL, hvor han nåede at spille 1.733 kampe og lave 1.921 point.