NHL: Fysisk Washington-hold sikrede kamp syv med 3-0

Washington havde en plan forud for kampen mod Tampa Bay i nat, der var “elimination game” for Lars Eller og co. Det gjaldt ganske enkelt om at kaste sig ind i hver eneste tackling og dermed presse modstanderen fysisk.

Eller som ESPN.com beskriver det “Washington’s hit-everything-that-moves approach”. 

Det betød, at Capitals tacklede 39 gange, mens Tampa Bay-spillerne kun fik sat 19 tacklinger ind. Skuddene var 34-24 i Washingtons favør, og det hele endte altså i en 3-0-sejr, der altså ny betyder, at de to mandskaber skal i kamp syv om billetten til finalen mod Vegas Golden Knights.

Dermed lever håbet om en dansker i Stanley Cup-finalen altså nogle dage endnu. Lars Eller spillede i nat 16 minutter, heraf tre i undertal og havde dermed en nøglerolle i det nul, som Braden Holtby sikrede Washington i målet med sine 24 redninger.

Vi skulle helt frem til kampens 35. minut, før T.J. Oshie fik hul på bylden for Washington. 2-0-målet faldt 10 minutter før tid ved Devante Smith-Pelly, mens T.J. Oshie i den absolutte slutfase sikrede 3-0-målet. De 18.500 tilskuere kunne juble over Washingtons første hjemmesejr i serien, og det skal blive spændende at se, om den fysiske linje holdes til kamp syv. 

Den spilles natten til torsdag, og det er anden gang, Lars Eller er meget tæt på en Stanley Cup-finale. I 2014 tabte han sammen med Montreal Canadiens Conference-finalen til NY Rangers over seks kampe. 

Nu får den danske angriber endnu et skud – og denne gang altså med Washington, en organisation, der i den grad hungrer efter en finale.