NHL: Frederik Andersen storspillede i jubilæumskamp

Foto: Jan Korsgaard

Frederik Andersen var fremragende i målet og hans holdkammerater i marken ligeså, da Toronto Maple Leafs fejrede NHL’s 100-års jubilæum med en storsejr over Carolina Hurricanes.

100-året for den første NHL-kamp nogensinde blev fejret med et tidligt opgør mellem Toronto, som også deltog i den første kamp i ligaen 19. december 1917, og så Carolina, der først kom ind i NHL i 1979 som Hartford Whalers.

Det var Frederik Andersen og Toronto, der fik mest at fejre på den store dag i NHL-historien, da Maple Leafs vandt opgøret i Air Canada Centre med hele 8-1.

Allerede i første periode tog Maple Leafs teten. Leo Komarov og Mitch Marner bragte værterne foran med 2-0 efter fem et halvt minuts spil. Jeff Skinner fik reduceret for Hurricanes, men inden perioden var omme havde James van Riemsdyk og Tyler Bozak øget Torontos føring til 4-1.

James van Riemsdyks scoring var en milepæl i klubhistorien. Det var nemlig Torontos mål nummer 20.000 nogensinde.

Der blev ikke scoret i anden periode, men i de sidste 20 minutter af kampen sørgede Maple Leafs for at fuldende jubiluæmsfesten. 8-1 blev slutresultatet efter scoringer fra Patrick Marleau, Kasperi Kapanen, William Nylander og Connor Carrick.

Frederik Andersen blev kun passeret en enkelt gang på 33 forsøg og kunne således notere sig en redningsprocent på 97,0 i den historiske kamp. Præstationen sikrede Andersen titlen som kampens third star, mens unge Mitch Marner blev kåret til first star for et mål og tre assists.

NHL fyldte 100 år. Toronto Maple Leafs holdt festen.