NHL: Frederik Andersen får pause efter dårlige uger

Foto: Jan Korsgaard

Frederik Andersen har været skidt kørende i de seneste uger, og derfor får han lov at sidde over, når Toronto Maple Leafs lørdag aften møder Ottawa Senators. Håbet er, at pausen hjælper Andersen med at finde storformen før slutspillet.

– Han har fået en god pause i denne uge for at lade op igen, og for at finde sit spil og finde fokus, siger Toronto Maple Leafs’ head coach Mike Babcock til TSN.

Marts begyndte ganske fint for Frederik Andersen. Han førte Toronto til sejr i tre af sine første fire kampe i måneden og stod i tre af de fire kampe med en redningsprocent over 93. Herefter er det blevet til syv kampe i buret, hvor det kun er blevet til to sejre. Samlet ender Andersen på en redningsprocent på 89 efter 11 kampe i marts.

– Du lærer af det. Jeg har været igennem det før og er kommet stærkt tilbage, og jeg er sikker på, at jeg gør det igen, så det er en positiv ting. Når du går igennem disse perioder, føles det som om, verden falder fra hinanden, men du mister ikke dit talent, så du kommer stærkere ud på den anden side. Du får mere selvtillid, når du arbejder dig igennem det, siger Frederik Andersen til TSN.

Frederik Andersen står i denne sæson noteret for 35 sejre i 57 kampe for Toronto. Hans gennemsnitlige redningsprocent ligger på 91,7, hvilket er på niveau med, hvad han har præsteret i sine første to sæsoner som førstemålmand for Maple Leafs. Det mest bemærkelsesværdige er, at Andersen kun har holdt målet rent én gang i denne sæson. Det var 3. november i en kamp mod Pittsburgh Penguins.