NHL: FRANS NIELSEN MATCHVINDER for Detroit i 3-2-sejr

Foto: Dinur

Dejlig aften for Frans Nielsen i Detroit i nat. 

Danskeren blev matchvinder på hjemmebane i kampen mod Ottawa med en 3-2-scoring kort før anden periodes afslutning – og det blev også kampens sidste mål.

Dermed Detroit-sejr i bundopgøret mellem de to danskerhold, dog var Ottawa uden den stadig skadede Mikkel Bødker.

Frans Nielsens scoring kom efter forfærdeligt forsvarsspil af Ottawas Dylan DeMelo, der fumlede med pucken for længe bag eget mål. Det udnyttede Darren Helm, der snuppede pucken og spillede den tilbage til Nielsen, der hamrede den op i krogen fra kort afstand.

Det var Nielsens sæsonmål nummer ni på en aften, hvor han spillede 14:21 minutter og noterede fire skud på mål.

Målmand Jimmy Howard leverede 40 redninger i sin kamp nummer 500 og Andreas Athanasiou scorede to gange for Detroit.