NHL: Forfærdelig nat for Andersen og Toronto – exit i kamp 7 i Boston

Foto: Dinur

Nøjagtig som i sidste sæson røg Toronto Maple Leafs ud i kamp syv mod Boston Bruins, der nu skal møde en anden “danskerklub” i form af Oliver Bjorkstrands Columbus i næste runde. 

Klokken godt halv fire nat dansk tid kulminerede en forfærdelig kamp for Toronto, der manglede nøglemomenterne denne aften: Frederik Andersen tabte målmandsduellen til Tuukka Rask, stjernespillerne – bortset fra John Tavares – leverede ikke varen, og Maple Leafs kunne ikke score i powerplay. 

Derfor endte det hele med en 5-1-sejr til Boston og Torontos første runde-forbandelse fortsætter. Ikke siden 2004 har Toronto vundet en Stanley Cup-serie, og det skulle altså heller ikke være i denne sæson.

Desværre for Frederik Andersen, var det ham, der satte Boston i gang i første periode. Andersen fik ikke dækket sin stolpe ordentligt efter et kvarter, da Joakim Nordström scorede fra en meget, meget spids vinkel. Den skulle den lange målmand ganske enkelt have haft. 

Til gengæld var Andersen chanceløs, da Jake Gardiner leverede skødesløst forsvarsspil og sendte pucken lige op i en Boston-stav. Kort efter havde Marcus Johansson scoret til 2-0 for Boston.

Toronto spillede fremragende i anden periode og med stor desperation. Reduceringen kom fra John Tavares, der satte 1-2’eren med et velplaceret skud, og derefter pressede Maple Leafs alt, hvad der overhovedet kunne presses. Marginalerne var ikke med Toronto, og Tuukka Rask stod fremragende.

Alt åbent inden tredje periode, hvor Boston havde fået bedre styr over forsvaret igen. Toronto-presset var ikke så tungt, og tre minutter inde i perioden sendte Sean Kuraly et perfekt skud ind over Andersens skulder til 3-1. 

Man havde fornemmelsen af et farvel til Toronto, der også spildte en powerplay-mulighed på vej mod finish. Man så ikke meget til folk som Marner, Nylander og Matthews, som Boston havde fin kontrol over. Det hele endte med to mål i tomt bur. 

Frederik Andersen måtte altså igen forlade Stanley Cup-slutspillet efter første runde og kommer til at se tilbage på 1-0-målet, som en puck, han ganske enkelt skulle have haft. Den må ikke gå ind i en kamp syv. “Den første fejl, Andersen har lavet i hele serien”, konstaterede kommentatorerne. 

Toronto Maple Leafs går ind i endnu en smertefuld evaluering af en sæson, hvor alle omkring holdet – inklusive Toronto-spillerne selv – havde forventet mere.