NHL: Flyers-profiler gjorde Oilers’ kvaler større

Edmonton Oilers var en af de store positive overraskelser i NHL i sidste sæson, men der har ikke været meget medvind til det canadiske hold i starten af denne sæson.

Lørdag var sørgede Wayne Simmonds med en sen scoring for, at Oilers ikke fik point med sig fra Wells Fargo Center i Philadelphia, hvor værterne fra Philadelphia Flyers vandt med 2-1 over Connor McDavid og kompagni.

Affæren i Pennsylvania var tæt. Skuddene fordelte sig helt lige med 24 til hvert hold, og på måltavlen var det også lige indtil to minutter og 15 sekunder før tid, hvor Wayne Simmonds med sin sjette sæsonscoring sikrede Flyers sejren.

Værternes kaptajn Claude Giroux havde givet hjemmepublikummet noget at juble over med en powerplayscoring allerede tre et halvt minut inde i opgøret, men i slutningen af anden periode fik Patrick Maroon udlignet og gav Edmonton håb om point. Det blev dog ved håbet for canadierne, som altså måtte notere sig endnu et nederlag.

Edmonton Oilers har kun vundet to af sine første syv kampe i sæsonen og ligger næstsidst i Western Conference. Bedre går det for Philadelphia Flyers, som med sejren kommer op på ti point efter otte kampe og indtager en wildcard-plads i Eastern Conference.