NHL: Flere ugers skadespause venter backstjerne

Foto: Jan Korsgaard

Han har måske været NHL’s bedste back i denne sæson, men i de kommende uger kommer Victor Hedman til at se ishockey fra tilskuerpladserne.

Den 27-årige svensker er ramt af en skade i underkroppen og vil være ude i tre til seks uger, oplyser hans klub Tampa Bay Lightning fredag.

Victor Hedman kom til skade i torsdagens kamp mod Calgary Flames – et opgør, som topholdet Lightning tabte med hele 5-1. Seks minutter inde i anden periode stødte svenskeren sit knæ sammen med Calgary-forwarden Garnet Hathaway, og Hedman måtte efterfølgende hjælpes fra isen.

Det sammenstød koster altså Hedman en længere pause, og dermed må Lightning undvære den stærke back, som i denne sæson står noteret for 33 point og +24 i plus/minus-regnskabet, hvilket betyder, at Victor Hedman er bedst i hele NHL i den statistik.

Victor Hedman var en af fire Tampa Bay-spillere, der var udtaget til NHL’s All Star-weekend i slutningen af januar, men skaden betyder formentlig, at han må melde afbud til den event.