NHL: Flere spillere samlet op på waiveren

Foto: Bridget Samuels

Flere NHL-spillere skifter klub dagen før, sæsonen begynder. De er tirsdag blevet samlet op på waiveren, og ser derfor ud til at skulle på isen for en ny NHL-klub i stedet for at ryge ned i AHL.

Der er tale om en håndfuld spillere, der er blevet plukket på waiveren, hvor de mandag blev placeret. Målmanden Mike Condon, backen Klas Dahlbeck og forwardtrioen Pierre-Alexandre Parenteau, Seth Griffith og Teemu Pulkkinen udgør den håndfuld, der er blevet samlet op.

26-årige Mike Condon fik i sidste sæson sin NHL-debut og spillede 55 kampe for Montreal Canadiens i skadede Carey Prices fravær. Den amerikanske målmand leverede i perioder fint spil, men canadierne satser i denne sæson på tilbagevendte Price og rutinerede Al Montoya. Derfor blev Condon smidt på waiveren og her har Pittsburgh Penguins samlet ham op.

33-årige Pierre-Alexandre Parenteau skrev i sommer kontrakt med New York Islanders og vendte dermed tilbage til klubben, hvor han tidligere har haft stor succes. Islanders mente dog ikke, at canadieren var god nok til at få en plads på holdet, og derfor røg han på waiveren. Her har New Jersey Devils tirsdag snuppet ham.

Seth Griffith, som har spillet 34 NHL-kampe og lavet 11 point for Boston Bruins, er blevet samlet op af Toronto Maple Leafs. Detroit Red Wings har mistet 24-årige Teemu Pulkkinen til Minnesota Wild, mens svenske Klas Dahlbeck, som Arizona Coyotes mandag smed på waiveren, er røget til Carolina Hurricanes.

De øvrige spillere, som mandag røg på waiveren, har allerede clearet den og bliver sendt ned i AHL. Det betyder altså, at blandt andre Winnipeg Jets’ tidligere førstemålmand Ondrej Pavelec starter sæsonen på klubbens farmerhold.