NHL: Flere kampe uden for Nordamerika på tegnebrættet

(c) Dobberhockey.com

Ottawa Senators og Colorado Avalanche spillede i november to grundspilskampe mod hinanden i Globen i Stockholm, og i næste sæson kan endnu flere NHL-hold komme til at spille kampe uden for Nordamerika.

Ifølge den altid velunderettede Darren Dreger fra TSN barsler NHL med planer om at lade seks af ligaens klubber spille kampe på ikke-nordamerikansk is i næste sæson. Flere lande er inde i billedet til at lægge underlag til kampene.

Darren Dreger skriver på Twitter, at Kina, Finland, Tyskland, Sverige og Schweiz er nogle af de lande, som NHL og spillerforeningen NHLPA har inde i billedet til at arrangere kampene. Seks klubber vil formentlig komme til at spille udenlands, og spørgsmålet er så, hvor mange kampe der er tale om?

Ottawa Senators og Colorado Avalanche mødte som nævnt hinanden to dage i træk i Sverige, og et lignende setup kan måske komme på tale i næste sæson. Det kan eksempelvis betyde, at der bliver spillet kampe i tre forskellige lande.

Hvis alt går vel, kan NHL ifølge Darren Dreger løfte sløret for planerne i slutningen af januar.