NHL: Finsk komet får kæmpekontrakt

Finske Aleksander Barkov har været en vigtig spiller for Florida Panthers i denne sæson, og nu har det uventede tophold valgt at kvittere ved at give den 20-årige center en kæmpekontrakt.

Barkovs entry level-kontrakt udløber til sommer, og når han går på isen i den kommende sæson, bliver det til en noget højere hyre, end han får på nuværende tidspunkt. Mandag satte Aleksander Barkov sin signatur på en seks-årig kontraktforlængelse, som fremover giver ham en årsløn på $5,9 millioner.

Aleksander Barkovs gennemsnitlige årsløn stiger således med næsten fem millioner dollars i forhold til finnens nuværende aftale, hvor han har fået $925.000 om året, som det er standard i entry level-kontrakter. Barkov, der blev taget som nummer to overall i 2013-draften, har dog haft præstationsbaserede bonusser, som har været med til at bringe hans reelle årsløn op over tre millioner dollars.

Florida har i denne sæson fået 12 mål og 18 assists i 38 kampe fra Barkov, som i en alder af bare 19 år var med til at vinde OL-bronze med Finland ved vinterlegene i Sochi i 2014. Ved den lejlighed markerede Barkov sig ved at have den bedste faceoff-procent af alle spillere i den stjernebesatte turnering.