NHL: Finsk forward får chancen i Rangers

New York Rangers er i gang med at sammensætte et slagkraftigt hold, efter at klubben tradede flere profiler væk før årets trade-deadline.

En af de spillere, der får chancen for at optræde i den traditionsrige blå trøje, er den 22-årige finske forward Ville Meskanen.

New York Rangers har torsdag offentliggjort, at klubben har indgået en aftale med Meskanen, som i de seneste sæsoner har spillet for Ilves i den bedste finske række.

Ville Meskanen fik sit store Liiga-gennembrud i denne sæson, hvor han blev noteret for 44 point i 48 grundspilskampe. Den målfarlige wing fandt vej til nettet 24 gange.

Meskanen er aldrig blevet draftet af en NHL-klub, og han havde heller aldrig spillet for Finland i landsholdsregi, før han i denne sæson fik tre kampe for det finske seniorlandshold.