NHL-fighteren Murray overtager roret hos piraterne

Foto: Daniel Pullen / Bluelinemedia.dk

Han har i halvanden sæson været en del af trænerstaben i Aalborg Pirates, men efter fyringen af cheftræner Jason Morgan overtager Garth Murray nu hovedansvaret for de forsvarende mestre i resten af sæsonen.

Det kom lidt ud af det blå, da 36-årige Garth Murray i sidste sæson dukkede op på trænerbænken i Aalborg. Den tidligere NHL-spiller var blevet kontaktet af piraternes daværende head coach Brandon Reid, som havde fundet af, at Murray var bosiddende i den nordjyske hovedstad.

– Garth Murray er en modstander, jeg kender fra gamle dage, hvor vi spillede mod hinanden både i kampene om Memorial Cup (den fornemste juniortitel i Canada) og også mødtes i NHL og AHL. Jeg fandt ud af, at han har været i Aalborg de seneste to år, fordi hans kæreste studerer medicin i byen. Derefter fandt jeg hans profil på Facebook og kontaktede ham.

– I mine øjne ville han være et godt tillæg til vores “slutspilsteam”, for han var “karakterspiller” i hele sin karriere og en fyr, der ud fra sin position i en tredje- eller fjerdekæde gjorde alt for sit hold for at vinde ishockeykampe. Lige netop det aspekt bliver uhyre vigtigt for os i denne sæsons slutspil. Samtidig vidste jeg også, at Garth i sin tid i NHL var kendt som en specialist i undertalsspillet. Jeg tænkte, han sammen med Ronny og jeg nok også ville kunne forbedre den del af spillet, forklarede Brandon Reid til Faceoff.dk.

Tirsdag fyrede Aalborg Pirates cheftræner Jason Morgan efter en længere periode med skuffende resultater. Garth Murray overtager hovedansvaret på trænerbænken og træder dermed frem i spotlyset i sit første job som head coach.

Tiden vil nu vise, om den tidligere NHL-fighter kan bringe piraterne i en forfatning, hvor de kan spille med om mesterskabet. Slutspillet venter lige om hjørnet, og med den øjeblikkelige fjerdeplads i Metal Ligaen ser Pirates ud til at få en svær vej igennem playoffs.