NHL: Endelig vandt Ottawa igen

Foto: Bridget Samuels

Endelig lidt oprejsning for Mikkel Bødker og hans Ottawa Senators, der har været hårdt plaget af et hav af negative begivenheder på og udenfor isen på det seneste. 

Hele holdet er ryddet for stjernespillere, og senest sagde bystyret nej til at bygge en ny arena i centrum af Ottawa. På isen havde Senators tabt hele syv kampe på stribe inden nattens visit hos Florida Panthers, hvor det endelig lykkedes for Mikkel Bødkers mandskab at vende bølgen.

Det blev til en 3-2-sejr på en vending i tredje periode på scoringer af Brian Gibbons og Rudolfs Balcers. 

Mikkel Bødker fik lige over 11 minutter på isen og blev ikke noteret for point efter en periode, hvor danskeren formentlig også har været præget af rygterne om trade – som han også var blandet ind i. 

Nu endte det hele med, at Bødker bliver i Ottawa, hvor han og holdkammeraterne formentlig glæder sig til at begynde på en frisk efter sommerferien.

Måske varmer Mikkel Bødker op med et VM i Slovakiet, i hvert fald er det sikkert og vist, han ikke skal spille NHL-slutspil, mens VM pågår.