NHL: En enkelt Ehlers-assist i målfest og Jets-sejr

Foto: Jan Korsgaard

Træner Paul Maurice har næppe været helt tilfreds med defensiven hos Winnipeg her op mod slutspillet efter nattens kamp – dansk tid – mod Ottawa.

Jets fik godt nok to point, men slutcifrene 6-5 var nok lige voldsomme nok for træneren. Fem mål imod er ikke noget, man vinder slutspilskampe med. 

Omvendt har Winnipeg en velsmurt offensiv med mange giftige forwards, hvilket fem forskellige målscorere viser alt om. Og så var Nikolaj Ehlers endda ikke iblandt. 

Til gengæld assisterede danskeren på det vigtige 6-4-mål, da han var inde i powerplay og hamrede skiven på mål. Matthieu Perreault fandt returen og slog den ind mellem benene på Ottawa-målmand Craig Anderson.

Ehlers noterede sig for -1 i plus/minus-statistikken og havde et lille kvarter på isen for Jets.