NHL: Eller scorede forgæves

Lars Eller kom endnu en gang på måltavlen for Washington Capitals, men det var ikke nok til at sikre hovedstadsklubben point.

Capitals tabte nemlig torsdagens udekamp mod Florida Panthers med 3-2 efter to sene scoringer fra hjemmeholdet.

Dermed forpassede Washington muligheden for at bevare sit forspring på tre point ned til de nærmeste konkurrenter i Metropolitan Division. Der er nu kun et point mellem Capitals på førstepladsen og Philadelphia Flyers på tredjepladsen.

Lars Eller fik scoret sit 13. sæsonmål, da han i slutningen af første periode styrede et skud fra André Burakovsky ind bag Roberto Luongo i hjemmeholdets mål. Dermed fik Washington udlignet til 1-1.

Midt i anden periode kom André Burakovsky selv på måltavlen og gav Washington en 2-1-føring, som holdt helt indtil små fire minutter før tid, hvor Nick Bjugstad udlignede. Bare 20 sekunder før tid sikrede Vincent Trocheck værterne sejren, da han scorede det kampafgørende mål i powerplay.

Lars Eller fik 17:05 minutters spilletid, hvor det udover scoringen blev til et skud på mål, et hit og to minutter i straffeboksen.