NHL: Eller med mål og assist, Washington tabte 4-5 i overtid

Foto: Dinur

Lars Eller spillede en absolut hovedrolle for Washington Capitals i nat hjemme mod Florida Panthers.

Her fik Capitals en enkelt pind ud af anstrengelserne, men måtte se Mike Hoffman score det afgørende mål i overtid for Panthers, der vandt 5-4 i hovedstaden.

Tilbage til Eller, der leverede en hidsig kamp. 

Han spillede 17:29 minutter, noterede sig for +2 i plus/minus-statistikken, leverede mål OG assist og skød tre gange på mål. Oveni blokerede han to skud og satte tre tacklinger, så danskeren var i den grad i vælten.

Ellers scoring kom til 2-3-reducering i slutningen af anden periode, hvor han smækkede pucken op i nettaget. Den røg lynhurtigt igen. 

Spillet kørte videre, men Eller var sikker på, at pucken sad som den skulle, og tv-billederne gav ham ret. 

I tredje periode begyndte kampen med et kuriusom i form af en scoring efter blot syv sekunder. Washingtons Michal Kempny faldt bogstavelig talt over sine egne ben lige efter faceoffen, og det udnyttede Derrick Brassard til at score sit første mål for Florida.

Lars Eller var igen på pletten seks minutter inde i tredje periode, da han assisterede Brett Connolly efter hårdt arbejde bag målet.

Evgeny Kuznetsov udlignede på en blændende scoring til 4-4, inden Mike Hoffman blev matchvinder for Florida i overtiden.