NHL: Eller har det fint med ikke at være favorit

Washington Capitals har ikke høstet lige så mange point i grundspillet i denne sæson, som holdet har gjort i de seneste år, men det er ikke nødvendigvis nogen ulempe, mener Lars Eller.

NHL.com retter søndag fokus mod den 28-årige dansker, som er i gang med sin bedste NHL-sæson nogensinde. Ligaens hjemmeside bringer et længere interview med Lars Eller, hvor han blandt andet forholder sig, at Capitals har haft svært ved at slå til i slutspillet i de seneste sæsoner, hvor holdet ellers har vundet masser af grundspilskampe.

– Folk taler altid om det, når vi når til slutspillet. I de seneste to sæsoner har holdet løbet med det hele i grundspillet, og alle gjorde os til favoritter. I år har vi ikke på samme måde domineret i grundspillet og andre hold bliver nævnt som favoritter. Jeg tror ikke, der er det samme pres på os i år, siger Lars Eller.

Washington har efter en god periode sat sig på førstepladsen i Metropolitan Division, hvor klubben har et forspring på fem point ned til Pittsburgh Penguins med syv kampe igen. Selvom Capitals ikke har været lige så dominerende i grundspillet i år, så mener Lars Eller stadig, at holdet kan blande sig i kampen om Stanley Cup-titlen.

– Vores ønske om at vinde er stadig lige så stort, som altid, og jeg mener, at vi har erfaringen på holdet til at gøre det, vurderer Lars Eller.

Eller står i denne sæson noteret for 37 point i 74 kampe. Det er personlig rekord for den danske center, som mener, at rollen som tredjecenter og trygheden i Washington ligger til grund for hans succes.

– Jeg har det sjovt, siger Lars Eller.