NHL: Eller er ikke blæst bagover af Torontos hold

Frederik Andersen og Toronto Maple Leafs besejrede lørdag Lars Eller og de forsvarende Stanley Cup-mestre fra Washington Capitals med 4-2.

Selvom Capitals måtte se sig slået af et velkørende Toronto-hold, som har vundet alle fire kampe på deres roadtrip og scoret et hav af mål, er Lars Eller ikke specielt imponeret over det canadiske hold og deres storroste offensiv.

– Vi har lige spillet mod Crosby og Malkin, så derfra kan det næsten kun falde i niveau. De (Toronto Maple Leafs red.) er ikke noget særligt for at være ærlig. Det er et godt hold som mange andre. De kommer nok til at gå i slutspillet, ville jeg tro, siger Lars Eller til Washington Posts Isabelle Khurshudyan.

Lars Eller fik lige over et kvarters spilletid i kampen mod Frederik Andersen og kompagni, og Danmarks første Stanley Cup-vinder var -1 i plus/minus-regnskabet.

Torontos general manager Kyle Dubas har liket Isabelle Khurshudyans tweet med kommentaren for at vise, at han har set den, så måske er der lagt i kakkelovnen til de to hold mødes igen 23. januar næste år i Scotiabank Arena i Toronto?