NHL: Eller assisterede i vigtig Canadiens-sejr

Foto: Bridget Samuels

Lars Eller bidrog med en assist på sejrsmålet, da Montreal Canadiens tirsdag holdt sig inde i slutspilskampen med en 4-2-sejr over divisionsrivalerne fra Tampa Bay Lightning.

Montreal Canadiens ser ud til måske at have fået gang i motoren igen efter en lang pointkrise. Tirsdag sikrede holdet sig den tredje sejr på stribe, da sidste sæsons Stanley Cup-finalister fra Tampa Bay Lightning blev sendt fra Bell Centre med et nederlag i bagagen.

Den helt store helt for Montreal var tjekkiske Tomas Plekanec, som scorede to mål og lavede en assist. Han blev fortjent kampens spiller, men der blev også sat et danskerpoint på tavlen. Lars Eller fik nemlig en assist på Devante Smith-Pellys 3-1-scoring i slutningen af anden periode.

Eller var således med i oplægget til den scoring, der skulle vise sig at blive kampafgørende, og den danske forward spiller en ganske fin kamp. Han fik 14:36 minutter på isen og havde et skud på mål og hele tre hits.

Selvom Montreal vandt kampen, så er der nok ingen grund til, at lade jubeloptimismen bredde sig i den canadiske traditionsklub. Canadiens var under pres i store dele af tirsdagens opgør, hvor Lightning fik sendt hele 39 skud på mål på trods af, at Montreal-forsvaret faktisk også fik blokeret 22 skud.

Sejren betyder, at Canadiens har tre point op til en wildcard-plads i Eastern Conference.