NHL: Elias Pettersson fortsætter med at imponere

Det ligger allerede i luften, at Vancouver Canucks-svenskeren Elias Pettersson bliver kåret til den bedste rookie i denne sæsons udgave af NHL. 

Og Pettersson er også i gang med at levere en ret så skarp sæson. For nylig leverede han sin anden fempoints-kamp for sæsonen, og i nat skrev han regulær historie, da han ramte 32 point i 27 kampe. Det skete i 3-2-sejren over Columbus og Oliver Bjorkstrand. 

Det er første gang i 25 sæsoner, at en rookie har passeret det antal i så få kampe, og det er svært at se, hvordan Pettersson bare i løbet af nogle sæsoner kan undgå at blive et af de helt store navne i NHL.

Seneste spiller til at levere 32 point i sine første 27 kampe var Alexei Yashin, der gjorde det tilbage i sæsonen 1993/94. 

På trods af Petterssons storspil ser det dog ud til, at Vancouver får svært ved at komme i slutspillet. Holdet er under opbygning, og svinger stadig lige rigeligt. Den nye supersvensker, der på rekordtid har taget over efter Sedin-brødrene som publikumsyndling, giver i hvert fald håb om et snarligt comeback i toppen.