NHL: Ehlers scorede i historisk sejr

Foto: Jan Korsgaard

Winnipeg Jets dominerede igennem det meste af kampen, og derfor var det heller ikke ufortjent, at det canadiske mandskab sikrede sig sejren i fredagens kamp mod Anaheim Ducks.

Der skulle dog lidt over tre minutters overtid til, før Kyle Connor skaffede Winnipeg de to point med scoringen til 3-2. Sejren betyder, at Jets kommer op på 100 point for første gang nogensinde. Den hidtidige klubrekord blev sat i 2014/15-sæsonen, hvor Winnipeg samlede 99 point sammen i grundspillet.

Winnipeg sad ganske tungt på fredagens kamp i MTS Place, hvor det dog var Anaheim, der scorede først. Derek Grant bragte Ducks foran efter små seks minutters spil, men bare 55 sekunder senere fik Nikolaj Ehlers udlignet for værterne.

Den danske wing blev sat fint op i slottet af Mark Scheifele, og på køligste vis fik Ehlers udspillet John Gibson i Anaheim-målet. Scoringen var Ehlers’ 28. i sæsonen, hvor han udbygger sin personlige målrekord hver gang, han sætter pucken i nettet.

Ehlers spillede 16:05 minutter og var +1 med to skud på mål.

Mark Scheifele var selv på pletten i begyndelsen af anden periode, men midt i tredje periode fik Nick Ritchie tvunget kampen ud i overtid med udligningen til 2-2. Winnipeg vandt skudstatistikken med hele 42-18, men i overtiden lykkedes det Kyle Connor at passere en storspillende John Gibson i Ducks-målet.

Winnipeg holder med sejren fast i håbet om at vinde Central Division og slutte som det bedste hold i Western Conference. Jets har seks point op til Nashville Predators med otte kampe igen.