NHL: Ehlers scorede, Eller og co. vandt i overtid

Danskeropgør i nat i NHL, hvor Washington Capitals tog imod Winnipeg Jets.

Den dyst vandt Lars Eller og Washington i en tæt kamp, hvor Evgeny Kuznetsov scorede det afgørende mål i overtiden til 3-2, men hvor duellen i den ordinære tid stod mellem måljægerne på de to mandskaber. 

Alexander Ovechkin fortsætter nemlig med at imponere for Washington, og russeren scorede sit mål nummer 41 og 42 i sæsonen med begge Capitals-mål i de første 60 minutter. 

Han rundede samtidig dermed sit mål nummer 600 i karrieren, og han blev den 20. spiller i historien til at ramme den milepæl. 

På den anden siden stod fantastiske Patrik Laine, der huggede sit mål nummer 41 ind, og danske Nikolaj Ehlers, der scorede nummer 27 og sætter ny dansk NHL-rekord i det regi for hver kasse, han scorer lige for øjeblikket. 

Ganske pudsigt var det faktisk Lars Eller, der gav pucken til Nikolaj Ehlers midt på banen i første periode, da Jets udlignede til 1-1. Lars Eller lagde en droppasning i Washingtons opspil, som Ehlers snappede. Ehlers tog den hele vejen ned og lagde den iskoldt forbi Phillip Grubauer i Washington-målet.

“Hvis du vil miste pucken, så skal du ikke give den til Nikolaj Ehlers. Han er ganske enkelt umulig at holde i de situationer”, sagde kommentatorerne umiddelbart efter Ehlers-kassen.

Trods fejlen, der kostede -1 på plus/minus-kontoen, løb Eller altså med det sidste ord og to point på Washington-kontoen. Ehlers spillede 16:19 minutter for Jets.