NHL: Ehlers på tavlen med assist, Winnipeg tabte i OT

Winnipeg Jets var i nat dansk tid i “canadisk lokalopgør”, da det gjaldt matchen mod Edmonton Oilers hjemme i Bell MTS Place. Alt kørte efter planen for Jets efter en første periode, som blev vundet med 3-1, men da matchen var overstået, var det Oilers, der stod med to point.

Thimm 320×360

Gæsterne blev ført an af en Connor McDavid i absolut topform. Superstjernen leverede fire point og havde dermed en stav med i samtlige Edmonton-scoringer i den ordinære spilletid.

Den canadiske superstjerne satte dermed NHL-rekord, da han har scoret eller lagt op til Edmontons første ni scoringer i sæsonen. Connor McDavid slog dermed Adam Oates’ rekord fra 1986/87-sæsonen, hvor Oates var med i Detroit Red Wings’ første syv scoringer i sæsonen.

– Han er vores kaptajn, han er vores leder, han er efter min mening den bedste spiller på Jorden lige nu, og han besluttede, at han ville føre sit hold frem til en sejr, sagde Oilers’ træner Todd McLellan ifølge NHL.com om Connor McDavid.

Darnell Nurse blev helten for Oilers, da han scorede det afgørende mål i overtid, og dermed efterlod Winnipeg Jets med et enkelt point på aftenen.

Der var en lille dansk og glædelig åbning på sæsonens pointscoring for Nikolaj Ehlers. Ikke nogen eksplosion, men trods alt en assist på Ben Chiarots 3-1-scoring for hjemmeholdet.

Ehlers tog en lille svingtur i offensiv zone og lagde pucken tilbage til Chiarot, der hamrede den i kassen fra blå linje. Oilers-målmand Cam Talbot fik udsynet spærret af Patrik Laine og Bryan Little inde foran. Stærkt for Ehlers endelig at komme på tavlen, nu mangler blot det første mål.

Også et tegn på fremgang, at Nikolaj Ehlers fik over 18 minutters spilletid, det meste hidtil i sæsonen.