NHL: Ehlers og Jets slået i stort drama

Foto: Jan Korsgaard

Nikolaj Ehlers og Winnipeg Jets kom ned på jorden igen efter en flot sejr over Nashville Predators i den første kamp mellem de to tophold. I kamp to blev den canadiske klub dukket i anden overtidsperiode.

Schweiziske Kevin Fiala blev den store helt for Nashville, som havde brug for en sejr for at undgå, at Winnipeg kunne lukke serien på hjemmebane i den ishockeygale canadiske by, hvor de næste to kampe i serien bliver spillet.

Det holdt hårdt, men fem minutter og 37 sekunder inde i anden overtidsperiode var Fiala pludselig helt fri foran Jets-målet, hvor han elegant afdriblede målmand Connor Hellebuyck og lagde sejrsmålet i rusen. 5-4 til Predators, som dermed fik udlignet til 1-1 i serien.

I den ordinære spilletid skiftede føringen flere gange. Ryan Johansen bragte værterne foran allerede efter 27 sekunders spil, men i den sidste halvdel af første periode fik Jets med to scoringer på et halvt minut vendt 0-1 til 2-1.

P.K. Subban fik udlignet fem minutter inde i anden periode, hvor han scorede sit første mål i årets slutspil, og sidst i perioden sendte Viktor Arvidsson hjemmeholdet foran med 3-2. Jets-backen Brandon Tanev fik fem minutter inde i tredje periode scoret for tredje kamp i træk, og så var der igen balance i regnskabet.

Det holdt dog ikke længe, for kort efter var Ryan Johansen på pletten for anden gang i opgøret, og så var Nasvhille igen på sejrskurs. Den kurs holdt de indtil et minut og fem sekunder før tid, hvor Mark Scheifele tvang kampen ud i overtid med sin ottende scoring i slutspillet.

4-4 var stillingen, da overtiden begyndte, og det var den stadigvæk, da den første overtidsperiode var forbi. Efter et sandt drama sørgede Kevin Fiala så i kampens femte periode for, at hjemmepublikummet kunne ånde lettet op.

Nikolaj Ehlers fik 25:43 minutters spilletid og blev noteret for tre skud på mål, et hit og +1 i plus/minus-statistikken.