NHL: Ehlers og Bjorkstrand måtte se sig slået

Foto: Jan Korsgaard

Lars Eller havde succes på isen i NHL fredag aften, mens både Nikolaj Ehlers og Oliver Bjorkstrand måtte se sig slået.

Det blev ikke til point fra de to bedst producerende danskere i NHL i denne sæson. Oliver Bjorkstrand var forholdsvis anonym trods 15 minutter og 17 sekunder på isen i Columbus Blue Jackets’ 5-2-nederlag på hjemmebane mod Vancouver Canucks.

Oliver Bjorkstrand fik ikke sendt nogle skud på mål, men fik dog noteret et par hits og et blokeret skud i statistikken, hvor han også måtte tage til takke med -1 i plus/minus-regnskabet.

Lidt bedre gik det for Nikolaj Ehlers i Winnipeg Jets’ udekamp mod Chicago Blackhawks. Jets led et spinkelt nederlag på 2-1 i en kamp, hvor Ehlers fik 19 minutter og 12 sekunders spilletid. Den nordjyske wing fik skudt på mål to gange og leverede et hit.

Trods nederlagene ligger både Columbus og Winnipeg stadig i toppen af deres respektive divisioner og har kurs mod slutspillet.