NHL: Ehlers med assist i nederlag til mestrene

Nikolaj Ehlers fulgte op på den gode nyhed om at han godt må spille VM for Danmark med en assist i hjemmekampen mod Chicago Blackhawks, der endte med at vinde 5-4 efter overtid.

Assisten kom på det udlignende 2-2 mål i midtvejs i kampen, da store Dustin Byfuglien stoppede en puck i midtzonen, og sendte den videre til en fremadstormene Ehlers, der flot fandt Blake Wheeler i slottet, som køligt tog et træk og sendte et baghåndsskud i mål.

Føringen nåede efterfølgende at skifte tre gange mere i kampen, da først liga-stopscorer Patrick Kane bragt gæsterne på 3-2 og Jets i tredje periode scorede to mål på fem minutter for en 4-3 føring. Blackhawks svarede dog igen og udlignede kampen ved Artemi Panarin og i overtiden var det tilbagevendte Brent Seabrook, som afgjorde flot sat op af Panarin.

Ehlers sluttede kampen, med over 20 minutters istid, en assist, og lidt skuffende havde han ikke et skud på mål i kampen. Han endte med -1 på plus/minus kontoen.

Nederlag til Bødker

Mikkel Bødker og hans Colorado Avalanche kunne ikke stille noget op i mod grundspillets suveræne vindere Wshington Capitals på hjemmebanen i Denver, da de tabte med 4-2.

Dermed fik de heller ikke udnyttet at holdet på den sidste slutspilsplads, Minnesota Wild tabte deres kamp.

Bødker gik pointløs fra banen, men kunne notere sig næsten 20 minutters istid og to skud på mål. Han endte med 0 i plus/minus.

Sejre til Red Wings og Bruins

Både Detroit Red Wings og Boston Bruins vandt deres kampe i nattens omgang, og dermed er slutspilsracet i øst fortsat uændret og virkelig tæt. De to hold ligger inden for et point og mangler stadig et indbyrdes opgør.

Red Wings hentede en sejr på hjemmebane over Minnesota Wild på 3-2 i ordinærtid, efter blandt andet to assister fra svenske Gustav Nyquist.

Bruins vandt en målrig kamp på udebane i St. Louis, hvor Blues også havde brug for sejren i forsøget på at sikre sig en bedre placering inden slutspillet starter. Bruins vandt kampen med 6-5 i ordinærtid, og fik to mål og to assists fra deres tjekkiske stjerne David Krejci.

Nattens resultater:

Detroit Red Wings – Minnesota Wild 3-2

St. Louis Blues – Boston Bruins 5-6

Winnipeg Jets – Chicago Blackhawks 4-5 (OT)

Colorado Avalanche – Washington Capitals 2-4

Anaheim Ducks – Vancouver Canucks 2-3