NHL: Ehlers brød pointtørken i sikker sejr

Foto: Jan Korsgaard

Nikolaj Ehlers var kun blevet noteret for et enkelt point i de første fire kampe i serien mod Nashville Predators, og den danske wing havde gået pointløs fra isen tre kampe i træk, men det blev der lavet om på lørdag.

Her hentede Winnipeg Jets en overbevisende 6-2-sejr på udebane mod Predators, og canadierne bragte sig dermed foran med 3-2 i serien, som de nu kan lukke med en sejr på hjemmebane i mandagens kamp seks.

Første periode endte med en nulløsning, men små otte minutter inde i anden periode kom der gang i løjerne. Nikolaj Ehlers erobrede pucken i Nashvilles zone og fandt Patrik Laine, som fyrede kanonen af. Pucken havde i høj fart kurs mod hjemmeholdets mål, hvor Paul Stastny stod placeret og styrede den ind til en Jets-føring på 1-0.

Yannick Weber fik udlignet for Predators, men Jets scorede tre gange i rap på mindre end fem minutter og kom for alvor på sejrskurs. Det kunne en 4-2-reducering fra Ryan Johansen i slutningen af perioden ikke ændre på.

Særligt ikke, fordi Mark Scheifele bare 28 sekunder inde i tredje periode øgede til 5-2, og seks minutter senere lukkede Mathieu Perreault til slutresultatet 6-2 i powerplay på oplæg fra Nikolaj Ehlers. Ehlers sendte et skud afsted, som gik forbi mål, men pucken røg via endebanden ind foran Nashville-målet til en fri Perreault.

Nikolaj Ehlers fik 14:52 minutters istid og kunne ud over de to assists se sig noteret for +1 i plus/minus-statistikken.