NHL: Ehlers assisterede i sejr over tophold

Foto: Jan Korsgaard

Winnipeg Jets tog hul på den sidste del af grundspillet med en 3-1-sejr over topholdet Tampa Bay Lightning.

De to hold tørnede tirsdag sammen i Winnipeg i den første NHL-runde efter All Star-pausen. De fleste af Jets-spillerne har holdt fri i weekenden, mens en lille håndfuld Lightning-spillere deltog i All Star-festlighederne i Tampa, og det var måske med til at gøre forskellen tirsdag.

Jets-holdet virkede i hvert fald ganske veloplagt, og det var helt fortjent, at værterne løb med sejren, selvom gæsterne kom foran i slutningen af første periode ved Matthew Peca.

I anden periode steppede Winnipegs unge profiler op. Patrik Laine og Kyle Connor ændrede kampbilledet med scoringer i den første halvdel af midterperioden. Jets’ All Star-repræsentant Blake Wheeler lagde op til begge scoringer og blev også kåret til kampens spiller.

Med fem minutter tilbage af tredje periode lukkede Bryan Little til 3-1 på oplæg fra Mathieu Perreault og Nikolaj Ehlers. Den danske forward, som var på isen i 14:49 minutter fik dermed et point ud af sine anstrengelser. Ehlers blev også noteret for et enkelt skud på mål.

Takket være sejren fører Winnipeg Jets nu Central Division med tre point ned til Nashville Predators, som tirsdag tabte med 2-1 til Chicago Blackhawks.