NHL: Ducks fyrer træneren efter skuffende slutspil

Foto: Bridget Samuels

Anaheim Ducks røg ud af NHL-slutspillet i første runde, da ænderne tabte til Nashville Predators i den afgørende kamp syv. Det koster nu klubbens træner Bruce Boudreau jobbet.

Ducks’ general manager Bob Murray fortalte fredag, at klubben har fyret 61-årige Boudreau, som har stået i spidsen for holdet siden 30. november 2011, hvor han overtog trænersædet fra Randy Carlyle. Boudreau var to dage forinden blevet fyret af Washington Capitals, men han kom altså hurtigt i arbejde igen.

Bruce Boudreau nåede at træne Anaheim i 352 kampe. Han sikrede holdet 208 sejre, og Ducks vandt fire divisionstitler med canadieren ved roret. I slutspillet udeblev successen dog for Boudreaus mandskab.

– Jeg vil gerne takke Bruce for hans hårde arbejde og dedikation til klubben. Det var en svær beslutning at tage. Bruce er en god træner og en stærk karakter, og vi ønsker ham alt det bedste fremover, siger Bob Murray.

Det har været under Bruce Boudreaus ledelse, at Frederik Andersen har etableret sig i NHL, men hvis danskeren bliver i Anaheim, får han altså en ny skikkelse på trænerbænken i næste sæson. Men måske hiver Boudreau den store dansker med sig, hvis han overtager trænersædet i en anden klub?

The Hockey News har udpeget en række klubber, som kunne være interesserede i Bruce Boudreau. Her topper Ottawa Senators og Minnesota Wild listen, men klubber som Vancouver Canucks, Calgary Flames, Colorado Avalanche og Winnipeg Jets nævnes også, hvis de på et tidspunkt skiller sig af med deres nuværende træner.