NHL: Detroit vandt SEKS SEKUNDER inde i overtid

Foto: Jan Korsgaard

Detroit Red Wings og Frans Nielsen tog i nat yderligere to point, og er måske ved at finde den stime, der skal bringe byen og klubben tilbage i slutspillet.

Det var en historisk hurtig scoring i overtid af Andreas Athanasiou, der gav Detroit bonuspointet, for scoringen faldt blot seks sekunder efter dommeren havde droppet pucken.

Svenske Erik Karlsson fik fat i pucken efter faceoff, men sjuskede i sin fremspilning og Andreas Athanasiou fik fat i skiven, kørte mod mål og scorede til 2-1.

Det var Andreas Athanasious andet mål i kampen, for han scorede også i ordinær tid mod et efterhånden modløst Ottawa-hold, der er gået helt i stå siden holdet var i Sverige for at spille mod Pittsburgh tilbage i november.

Frans Nielsen spillede 17:38 minutter og havde -1 på dagen for Detroit. Danskeren skød to gange på mål.