NHL: Detroit gør regnskab uden Zetterberg

Foto: Bridget Samuels

Det er kendt læsning, at den svenske Detroit-stjerne Henrik Zetterberg (37 år) har store problemer med ryggen.

Det lægger Frans Nielsens holdkammerat ikke engang selv skjul på, og nu kan det være, at Henrik Zetterberg har spillet sin sidste ishockeykamp for Detroit i NHL. I hvert fald opererer klubbens general manager Ken Holland med to planer: En med svenskeren og en uden svenskeren.

Det skriver The Atlethics Craig Custance, der i mange sæsoner har fulgt Detroit Red Wings tæt.

Han citerer Ken Holland for at sige at:

– Der er en virkelig ukendt faktor lige nu med Henrik. Han har haft en hård sommer.

The Athletic-reporteren fortæller videre, at Detroits general manager på en telefonisk pressekonference fortæller, at Zetterberg ikke har kunnet gennemføre sin sommertræning på samme niveau som tidligere – og at klubben må vente til september for endelig afklaring omkring den svenske stjernes fremtid. 

Trods sine problemer med ryggen spillede Henrik Zetterberg samtlige 82 kampe for Detroit i fjor og leverede 56 point. Han er en af de største spillere hos Red Wings gennem historien, har vundet Stanley Cup og er medlem af den såkaldte Triple Gold Club for spillere, der har vundet OL, VM og Stanley Cup. 

Han har spillet over 1200 NHL-kampe og står noteret for 1080 Detroit-point, så det er en sand legende, hvis karriere måske synger på sidste vers.