NHL: Detroit fortsatte jerngrebet på tidligere rival

Foto: Jan Korsgaard

Detroit Red Wings har krammet på Nashville Predators. Selvom Frans Nielsen og kompagni er langt efter Nashville i tabellen, så lykkedes det lørdag danskerens klub at vinde endnu et indbyrdes opgør.

De to klubber var divisionsrivaler i Central Division frem til 2013, hvor NHL’s divisioner blev lavet om. Klubbernes tidligere rivalisering er dog endnu ikke helt glemt, og derfor er Red Wings formentlig også ganske tilfredse med at have Predators i et jerngreb.

Lørdagens kamp i Bridgestone Arena i Nashville endte med en 3-1-sejr til gæsterne fra Detroit. Frans Nielsen assisterede, da Darren Helm med et minut og 19 sekunder igen lukkede til slutresultatet i tomt mål.

Dermed nåede Nielsen op på 25 point i sæsonen, og Danmarks første NHL-spiller har for alvor fundet formen med point i seks af sine seneste syv optrædener. Det må siges at være positivt både for at holde Detroits spinkle slutspilshåb i live og også frem mod VM på hjemmebane i Herning.

Det var syvende gang i træk, at Detroit vandt et indbyrdes opgør mod Nashville. Predators’ seneste sejr over Red Wings ligger mere end fire år tilbage i tiden, så selvom sidste sæsons Stanley Cup-finalister ligger i toppen af Western Conference, så må det nage dem lidt, at de ikke kan slå deres tidligere divisionsrival.

Kampens spiller for Detroit var målmand Petr Mrazek, som diskede op med 31 redninger. Den tjekkiske målmand har aldrig tabt til Predators.