NHL: Detroit blev offer for vildt comeback

Detroit Red Wings og Frans Nielsen syntes at være på vej mod en sejr mod Nielsens tidligere klub, New York Islanders, men på en ekstremt dårlig slutfase tabte Red Wings en sikker føring og et regulært målorgie sluttede 6-6, inden Islanders afgjorde sagerne i overtid. 

Brock Nelson blev matchvinder og fuldendte dermed sit hattrick. 

Detroit førte 5-2 med fem minutter igen, men blev offer for et ekstremt effektivt powerplay fra Islanders, da Tyler Bertuzzi fik en game misconduct for en slashing på Cal Clutterbuck. 

Islanders benyttede lejligheden til at score fire gange og bringe sig foran 6-5, men den livlige kamp blev altså afsluttet med, at Mike Green minsandten udlignede et halvt minut før tid for Detroit. 

Frans Nielsen fik en enkelt assist i den vilde kamp, og noterede sig for knap 17 minutters spilletid, heraf 4:50 minutter i undertal. Han var på isen, da Islanders scorede til 6-5 og dermed fuldendte vilde fire mål i en fem minutters-powerplay.

Detroits playoff-håb er ved at være slukket trods pointet, mens Islanders med to point spillede sig tilbage over stregen i det vildt tætte ræs i Western Conference.