NHL: Det SKAL du se i den kommende uge – og tre ubesvarede spørgsmål

Foto: Connor Mah

Vi er blevet meget klogere, end vi var ved sæsonstart, der er dog stadig flere ubesvarede spørgsmål. Jeg har fundet tre af de største spørgsmål og samtidig fundet tre anbefalinger, hvoraf den ene kamp får årets første ”Sportsomnia Must Watch”-anbefaling.

Er Montreal virkelig så gode?
Montreal har lagt stærkt fra land. De har vundet 10 af deres første 12 kampe, hvilket må siges at være mere end godkendt. Det minder meget om et hold, der sidste sæson også lagde fra land som død og helvede bare for at falde helt sammen til slut. Det hold var også Montreal.

Sidste år faldt de helt sammen, da superstjernen i målet Price blev skadet og fik spoleret ikke bare egen, men hele holdets sæson. Spørgsmålet melder sig nu igen, om det canadiske hold virkelig kun er så godt, fordi de har verdens bedste målmand i buret. Vi fik info til besvarelse af spørgsmålet, da Price tog sig en friaften og overlod målet til anden målmand, og kollega, Montoya.

Resultatet af et Montrealhold uden Price var skræmmende. Modstanderen var ellers Columbus, der må siges at være en modstander af ordinær kvalitet, og derfor burde man forvente, at Canadiens kunne skabe et godkendt resultat selv uden Price. Det gik dog helt galt, og det canadiske hold blev sendt mod grænsebommen med en sæk på 10-0. Et uhørt resultat i dagens NHL og for den sags skyld i seniorhockey generelt.

Så spørgsmålet om Montreal virkelig er så gode som stillingen fortæller, vælger jeg stadig at svare lidt henholdende til. Jeg tror det nemlig ikke helt endnu, men jeg anbefaler, at man selv tager et kig nærmere på holdet i den kommende uge og anbefaler følgende kamp:

Natten til torsdag: Canadians vs. Kings (kan ses på Viaplay.dk)

Hvad sker der i Florida?
Solen skinner knap så skarpt i denne sæson, som den gjorde i den foregående på de ellers formåede stærke pantere.

Skader og en renovering af backkæden får skylden for de manglende resultater her i starten, men det er alligevel et stykke fra først til sidst i divisionen.

Man kan ikke skyde skylden på alderen, da Panthers generelt er at ungt hold, hvis man altså trækker Jagrs 108 år fra. Så der må være noget andet, der spiller ind. Er holdet kørt lidt trætte i egen succes og forventer de en dans på vejen mod slutspillet?

Jeg tænker, at det personligt har været svært for de unge spillere at finde gejsten til nye 82 kampe, inden de kan få revanche for det yderst uretfærdige playoff-nederlag til Islanders, men de skal nok snart til at indse, at man ikke får en slutspilsplads foræret på tidligere meritter.

Hvis du også finder spørgsmålet interessant og vil kigge Florida holdet nærmere efter i sømmene, så anbefaler jeg kampen mod førnævnte onde ånd fra Islanders. Den kamp må da kunne sætte Florida-holdet helt op.

Natten til lørdag: Panters vs. Islanders (kan ses på Viaplay.dk)

Ligaens bedste offensiv?

Det tredje og sidste spørgsmål omhandler den facet af hockeyspillet, som er nærmest mit eget hjerte nærmest. Den smukke hurtige offensiv og masser af mål. Jeg bliver aldrig typen, der sætter mig for at se godt målmandsspil eller store tacklinger. Jeg vil have driblinger, afslutninger og fart gennem neutral.

Jeg har i denne sæson især kastet min kærlighed på to mandskaber i den henseende. Først og fremmest Rangers, der bare lægger pucken i nettet efter behag. 55 scoringer i sølle 13 kampe er næsten ubegribeligt højt, men ser man dem først spille, så ser man hurtigt, at der bare er en intern forståelse og et meget højt niveau i de tre første kæder.

Topscorerne er Miller, Hayes og Grabner. Siger disse tre dig intet, så skal du ikke fortvivle, det er nok meget normalt. Det er dog et godt billede på, at Rangers holdets succes er skabt gennem et stærkt kollektiv. De er nok ligaens sjoveste hold lige nu.

Det eneste hold jeg ser, kan konkurrere med Rangers om min gunst, er Oilers, og det tilskriver jeg hovedsageligt Connor McDavid. Han er en fryd for øjet og ligaens mest komplette offensive spiller.

Jeg kan dårligt lave en klumme med anbefalinger uden at fremhæve en kamp, hvor unge Connor deltager, og når han så, i den kommende uge, skal møde netop Rangers, er det tid til årets første ”Sportsomnia Must Watch” anbefaling:

Natten til mandag: Oilers vs. Rangers (kan ses på Viaplay.dk)