NHL: Det SKAL du se den kommende uge

Udgivet i samarbejde med sportsomnia.com

De fire tilbageværende serier har alle overstået de indledende kampe, så denne uge bliver altafgørende for holdenes videre avancement. Det er tid til en fantastisk hockeyuge, som allerede i nat blev indledt med Pittsburghs 3-2-sejr over Washington. 

Det er indtil nu kun Sharks, der til fulde har udnytte sin hjemmebanefordel og lagt fra land med to sejre mod Predators. Med så mange tætte serier er det en umulig opgave at fremhæve en kamp frem for den anden. Mit umiddelbare forslag til en personlig ’Playoff Tv-guide’ er derfor, at man finder en enkelt eller to serier, alt efter tid, der passer ens temperament og præference, og så følger man disse tæt.

Der er nemlig mulighed for at finde flere spændende dueller og taktiske spidsfindigheder, når man får alle seriens kampe med. Derfor følg en serie tæt, hvis tiden ikke er til mere, men hovedreglen på denne tid af året er dog: Se så meget som muligt, disse kampe skuffer meget sjældent.

 

3/5 Nashville Predators vs. San Jose Sharks – Kamp 3 (kan ses på Viaplay.dk)
Dette er kampen, som skal vindes for Predators. Nede 2-0 i kampe er det allerede blevet vind eller forsvind for countryhovedstadens hockeyklub. Jeg nævnte i min optakt til denne serie, at jeg var nervøs for, at Predators havde brugt for mange kræfter allerede i den indledende runde, og jeg synes de to første kampe bakker op om denne tese. I begge kampe har de været fint med i de indledende perioder for bare at tabe det på jorden i sidste.

Predators har derfor enormt brug for at blive løftet og få energi af tilskuerne i denne kamp tre, og det er de udmærket godt klar over de fanatiske fans i Nashville. Derfor tror jeg, at dette bliver en lydkulisse, der sjældent opleves bedre og formentlig kommer helt hjem i stuerne.

6/5 New York Islanders vs. Tampa Bay Lightning – Kamp 4 (kan ses på Tv3Sport)
Tavares blev ikke lukket ned i første kamp. Det gjorde han derimod i anden kamp, derfor står der 1-1 i denne serie. Ja, det er enorm simplificering af et til tider kompliceret spil, men det er bare faktum, at Tavares er altafgørende for dette Islanders-hold. Jeg tror sikkert nok, han skal få lov til at være afgørende i en enkelt kamp mere, og det kunne sagtens blive i denne fjerde kamp på hjemmebanen i Brooklyn.

Jeg vil dog også anbefale, at man holder et vågent øje med Tampa Bays unge komet Drouin, som er lidt af en ’nykkedreng’, når tingene går imod ham. Men når han spiller som nu, er han en fornøjelse at følge på isen og en af de spillere, som gør NHL en del mere seværdigt, hvis man, som jeg, holder af lækre offensive detaljer.

7/5 Hele natten (kan følges på Viaplay & Tv3Sport)
Programmet lørdag ligger endnu ikke helt fast, men en ting er sikkert, der bliver mulighed for at se tre kampe i rap. Alle bliver de femte opgør i serierne. Dette bliver aftenen i denne uge, hvor man skal bede sin kæreste om en friaften foran kassen eller melde afbud til kammeratens indflytterfest. Den bedste underholdning fås nemlig i TV denne lørdag aften og søndag nat.

Husk at købe rigeligt med proviant og et koffeinlager, der kunne få gang i din afdøde oldemor, der bliver nemlig en lang nat, da Sharks spiller hjemme, og den sidste kamp derfor nok først fløjtes i gang klokken fire.

Sov lørdagen væk og lad de andre nyde det gode vejr, så kan du nemlig i fred nyde tre kampe af den ypperste hockey i ro og fred, når solen går ned. Det er mit råd til dig i denne uge, hvor hockey virkelig ikke bliver meget bedre.