NHL: Det ser svært ud for Nielsen og Detroit

Foto: Jan Korsgaard

Det blev ikke i nat dansk tid, at Detroit Red Wings og Frans Nielsen kom tættere på slutspilspladsen i NHL. 

Detroit tabte 2-4 til Dallas Stars i en tæt kamp, og på trods af, at danske Nielsen var på banen i lidt over 17 minutter. Her nåede Nielsen ikke at udrette noget på kamprapporten, og han kunne se en tæt kamp tippe modstandernes vej i anden periode. 

Fem minutter før anden pause satte Jason Spezza 3-2-scoringen for Dallas og i tredje periode lagde Martin Hanzal til med 4-2-scoringen for Stars, der dermed scorede to point i den knaldhårde kamp om slutspilspladserne.

Frans Nielsen fik 26 skift i kampen og vandt seks ud af 15 faceoffs og er lige nu den dansker, der er i størst fare for at ryge ud inden slutspillet om Stanley Cup.

Detroit har 11 point op til Toronto i egen division, og i Wild Card-ræset om de to sidste pladser, har danskerklubben otte point op til Pittsburgh Penguins, der synes på vej i form.