NHL: Debutanter afgjorde All Star-turnering

Foto: Bridget Samuels

Det var to af de unge forwards, som for første gang var udtaget til en All Star-weekend, der steppede op i finalen og sikrede Pacific Division sejren i årets All Star-turnering.

Turneringen mellem NHL’s divisioner, som var hovedeventen ved årets All Star-weekend i Amalie Arena i Tampa, blev vundet af Pacific Division med en finalesejr på 5-2 over Atlantic Division, der havde en række publikumsfavoritter på isen i form af de fire Tampa Bay Lightning-spillere, der var udtaget.

Rickard Rakell fra Anaheim Ducks og Brock Boeser fra Vancouver Canucks blev de store spillere i finalen. Rakell scorede to gange i finalen og lavede en assist, mens Boeser lavede et mål og en assist og blev kåret til All Star-turneringens mest værdifulde spiller.

Pacific Division tog med sejren hovedpræmien på en million dollars, som bliver delt mellem de 11 spillere på holdet.

I de to semifinaler vandt Pacific Division med 5-2 over Central Division, mens Atlantic Division spillede sig i finalen med en 7-4-sejr over Metropolitan Division.