NHL: Crosby scorede i sin sæsondebut

Foto: Bridget Samuels

Sidney Crosby spillede tirsdag sin første kamp i denne sæson, og den canadiske stjerne fik et perfekt comeback for Pittsburgh Penguins, da han scorede i holdets 3-2-sejr over Florida Panthers.

29-årige Crosby har misset de første kampe i sæsonen på grund af en hjernerystelse, som han pådrog sig kort inden sæsonstart. Det var frygtet, at den canadiske stjerne ville være ude i en længere periode, men tirsdag var han klar til at gøre comeback for Pittsburgh Penguins.

Crosbys comebackkamp bød meget symbolsk også på et comeback fra pingvinerne. Gæsterne fra Florida kom nemlig foran med både 1-0 og 2-0, før Penguins kom i gang. Sidney Crosby gav Pittsburgh håbet om point tilbage, da han reducerede til 1-2 godt midtvejs i anden periode.

Se Penguins-stjernens første sæsonmål her:

I tredje periode scorede Carl Hagelin og Eric Fehr for Penguins, og så kunne de forsvarende mestre juble over en sejr på 3-2. Pittsburgh erobrede dermed førstepladsen i Metropolitan Division med ni point på kontoen efter syv kampe.

Sidney Crosby fik 18 minutters istid i sin comebackkamp, hvor han udover målet noterede sig for fire skud og to hits.