NHL: Coyotes tabte til topholdet

Mikkel Bødker og Arizona Coyotes var mandag på en svær opgave på udebane mod Washington Capitals, og selvom prærieulvene formåede at presse topholdet, så måtte de alligevel se sig slået med 3-2.

Rutinerede Mike Richards har ikke ligefrem været nogen pointmaskine, siden han gjorde comeback i NHL midt i denne sæson. Den 31-årige center havde faktisk ikke lavet et eneste point i sine første 14 kampe for Capitals, men det rådede han for alvor bod på i mandagens hjemmekamp mod Coyotes.

Richards bragte hjemmeholdet foran med 3-1 små ni minutter inde i tredje periode, og selvom gæsterne fik reduceret et minut senere, så holdt Washington fast i føringen. Mike Richards blev således matchvinder og modtog efter opgøret hæderen som kampens first star.

Capitals scorede tre mål på stribe i kampen, efter at Kevin Connauton havde bragt Coyotes foran i begyndelsen af anden periode. Den russiske duo Evgeny Kuznetsov og Alexander Ovechkin satte hinanden i scene og scorede et mål hver, før Mike Richards altså slog til. Connor Murphy holdt Arizona i live med reduceringen til 3-2.

Mikkel Bødker fik 16:51 minutters istid for Arizona, som ikke fik point med sig fra den amerikanske hovedstad. Bødker fik mere end fem minutter på isen i powerplay, men han blev ikke noteret for nogle skud i kampen.

Arizona har med nederlaget stadig seks point op til en slutspilsplads, mens Washington efter fire sejre i træk har et forspring på hele 18 point ned til New York Rangers, som indtager andenpladsen i Metropolitan Division.