NHL: Columbus knuste Washington med 5-1

Columbus Blue Jackets leverede i nat en af sæsonens bedste præstationer og tog en dejlig revanche for sidste sæsons nederlag i slutspillet om Stanley Cup mod Washington. 

Oliver Bjorkstrand og co. vandt med hele 5-1 over Lars Ellers mandskab og snuppede dermed to uhyre vigtige point i kampen om at komme i slutspillet. 

Hvad endnu vigtigere er: Blue Jackets synes langsomt, men sikkert at komme i form til den sidste, dramatiske del af grundspillet, der følger den kommende måned.

Oliver Bjorkstrand spillede 15:48 minutter, men kom ikke på pointlisten hos Blue Jackets, der spillede en flot første periode som endte 4-1 og fik tilskuerne i Nationwide Arena til at flippe ud i glæde.

Artemi Panarin, Matt Letestu, Sonny Milano og Seth Jones scorede de fire kasser, der overtrumfede Alex Ovechkins ene kasse for Washington.

Her spillede Lars Eller 15:18 minutter og røg ikke i minus trods det store nederlag. 

I kampens slutfase scorede Cam Atkinson kampens sidste mål for Columbus. 

Sejren betød, at Columbus nu har fire point ned til slutspilsstregen og forfølgerne fra New York Islanders.